Indret jeres produktsider som TV Shop-reklamer og tjen kassen

Skrevet af Niels Tybjerg d. 10 jan 2012, 12:04

Få indsigt i, hvorfor Chuck Norris er så god til at sælge varen - også online.

 

Chuck Norris hjælper jer til bedre salg

Der var en gang, hvor TV Shop var den nye kække dreng i klassen, der kunne sælge alt fra steak-knive, der skar gennem panserplader til innovative træningsmaskiner, som kunne give dig Arnold Schwarzenegger-overkrop på ti minutters workout om ugen.

I dag støder vi mest på TV Shop sent om natten, og vi ser på det med en vis moro, når spandex-klædte 90’er ikoner forsøger at få os til at hoppe på det sidste nye tilbud, der vil revolutionere vores hverdag, krop og køkkenrengøring.

Men det betyder ikke, at alle salgsteknikkerne, som TV Shop-reklamerne benyttede, er gået af mode, og I kan med fordel implementere en del af dem i jeres online markedsføring. TV Shop var nemlig nogle af de første, der i rigtig aggressiv form udnyttede persuasive-tanken i deres markedsføring.

 

Chuck Norris-effekten

Der var en grund til, at TV Shop-reklamerne tit blev demonstreret af kendte skuespillere, sangere og atleter. Producenterne benyttede sig af ”Authority”: Hvis et menneske, vi respekterer og ser som en autoritet på et område, anbefaler et produkt, så bliver det automatisk mere troværdigt.

Så når Chuck Norris tonede frem på skærmen og cirkelsparkede priserne på Ab Energizer-bælter ned på et uhørt lavt niveau, så påvirkede det salget i positiv retning.

Kan I få en ekspert på jeres område til at udtale sig positivt om jer eller har jeres produkt fået en positiv anmeldelse fra et medie med noget autoritet i ryggen, så brug det aktivt på produktsiden.

 

Et ekstra sæt grillhandsker til de hurtige

TV Shop-reklamerne har altid været gode til at arbejde med ”scarcity” – kunsten at øge interessen for et produkt ved at tidsbegrænse tilbuddet, kun lade det være tilgængeligt for de første 10 kunder eller skilte med ”få eksemplarer tilbage”.

Skilter I med lagerstatus i jeres webshop? Undersøgelser viser, at antallet af købte enheder af et produkt typisk stiger, hvis folk kan se, at der kun er et vist antal produkter tilbage.

 

Se hvor let det er at komme i form

En af TV Shops helt store forcer er, at produktet altid bliver demonstreret, hvilket fjerner en masse usikkerhed i forhold til at benytte produktet. Så når Wesley Snipes hiver sin Full Fitness Extravaganza frem under sengen, folder den ud og har demonstreret 3 træningsøvelser på 2 minutter, så er seerne ofte overbevist om, hvor nemt det er.

Har I sørget for at vise jeres produkt i brug? Video er et fantastisk værktøj – også online – til at øge konverteringen.

 

Phone Call to Action

TV Shop har den ting tilfælles med hjemmesider, at der er mulighed for at tage øjeblikkelig handling og bestille produktet. Derfor arbejder reklamerne i høj grad med Call to Actions, der skal motivere seerne til at gribe telefonen og ringe op og bestille med det samme.


Som i eksemplet på billedet, så har denne reklame formået både at få en opfordring til handling med (CALL NOW) og skabt tryghed med ”risk free trial” samt visning af anerkendte betalingskort. Call to Actions er også et af de vigtigste elementer på jeres hjemmeside, så sørg for, at de står frem, viser en vej og skaber tryghed. 



Synes du dette indlæg var spændende?

Del det med dine venner på de sociale medier




Efterlad en kommentar


Hold dig opdateret

Få seneste nyt om indhold og events direkte i din indbakke