Drastiske ændringer i Googles mobile søgeresultater

Skrevet af Christian Doeleman-Lassen d. 27 feb 2015, 11:57


Er jeres website mobilvenligt?

Google har netop meldt ud, at fra den 21. april vil de udvide brugen af mobilvenlighed som et ranking signal i de mobile søgeresultater. Dette vil have drastisk effekt på søgeresultaterne, og det bliver formentlig en af de største ændringer vi har set i rankings i flere år. Vi forventer at websites, der ikke er optimeret til mobilbrugere, stort set vil blive fjernet fra søgeresultatet, når brugerne søger fra en mobil enhed.

Googles udmelding om fokus på mobilbrugere kommer ikke som nogen overraskelse for os. De har gennem flere måneder kommet med hints om, hvad de arbejdede hen imod, men det er ikke tidligere set, at Google på forhånd har meldt en dato ud for, hvornår de opdaterer deres algoritme og at de ruller den ud i hele verdenen på én gang.

Hvad betyder det for jer?

Hvis ikke jeres website er optimeret til mobiltelefoner inden slutningen af april, kan I forvente at miste omkring en fjerdedel af jeres besøgende til jeres konkurrenter. En gennemgang af vores kunders webanalytics viser, at langt de fleste i dag får 20-30% af deres besøgende fra mobiltelefoner, og der er ingen tvivl om, at tendensen er kraftigt stigende.

Omvendt, hvis jeres website allerede er mobiloptimeret, vil I kunne forvente en stor stigning i besøgstallet. I bør stadigvæk tjekke om alle dele af jeres website er optimeret, og om alt fungerer som det bør på alle platforme, og ikke mindst om Google også opfatter jeres website som mobilvenligt.

Hvordan tester I om jeres website er mobiloptimeret?

Der er flere muligheder for at teste om jeres website er mobiloptimeret og det tager ikke mange minutter at tjekke det.

Når Google vurderer om et website er mobiloptimeret, kigger de bl.a. efter om indholdet tilpasser sig enhedens skærmstørrelse, så den besøgende ikke behøver at rulle vandret eller zoome ind på skærmen for at se hele siden, om alle tekster er nemme at læse på små skærme, og om knapper og links er i brugervenlige størrelser.

 

Google har lavet et værktøj der tester alle disse ting. Her kan du på få minutter få et overblik over om jeres – eller jeres konkurrenters – website er mobilvenligt.

Google Webmaster Tools indeholder nu også en rapport om mobilanvendelighed, der viser hvor mange sider på jeres website, der ikke er mobiloptimeret. Her er det muligt at se konkret hvilke udfordringer netop jeres website har.

 


Google er endda gået så vidt som at sende denne rapport til alle brugere af Google Webmaster Tools, hvilket er endnu et tiltag, der viser hvor højt mobiloptimering bliver prioriteret i Mountain View.

 

 

Endelig fremhæver Google allerede nu mobilvenlige websites i søgeresultatet når man søger fra en mobiltelefon. Dette er en god indikator for hvilke websites, der vil rykke frem i rankings når algoritmen opdateres den 21. april, men det er vigtigt både at tjekke jeres websites forside, samt alle undersider.

Vi ser desværre alt for mange websites, der kun har optimeret forsiden, mens alle undersider stadigvæk er umuligt at navigere på en mobiltelefon.

 



Synes du dette indlæg var spændende?

Del det med dine venner på de sociale medier




Efterlad en kommentar


Hold dig opdateret

Få seneste nyt om indhold og events direkte i din indbakke