Content marketing og konverteringsoptimering er kærester

Skrevet af Niels Tybjerg d. 2 mar 2016, 01:11

Se hvordan særligt 3 content-scoretricks får kærligheden til at blomstre og konverteringsraten til at stige

På overfladen kan content marketing og konverteringsoptimering godt virke som to vidt forskellige discipliner. Content marketing handler om at uddanne, underholde og informere jeres målgruppe, imens konverteringsoptimering handler om at lukke salget, hvis vi ser helt firkantet på det.

Men de to discipliner bør altid være i et fast forhold, da de er stærkere sammen end hver for sig.

For content marketing handler i høj grad om at gøre de besøgende klar til konvertering, og der er en række klassiske content-scoretricks, som I kan gøre brug af for at forføre dem.

Reciprocation

Reciprocation er faktisk en gammel-kendt forførelsesteknik, som ”The Godfather of Persuasion” Robert Cialdini beskriver i sin bog ”Influence”.

Det kan bedst oversættes til ”gengældelse” og handler om, at vi som mennesker føler ubehag ved at være i et gældsforhold til andre og derfor gerne vil afbetale på den ene eller anden måde.

Spekulér i content-gaver

Derfor kan man som virksomhed spekulere i at give ting, ydelser, oplevelser og indhold væk gratis til potentielle kunder uden i første omgang at kræve noget igen. Når I så senere kommer med et reelt tilbud, vil den potentielle kunde være nemmere at overbevise om at investere for at udligne gældsforholdet. 

Her kan content spille en stor rolle, hvis det har formået at hjælpe eller underholde jeres målgruppe uden at kræve noget igen.

Et godt eksempel er et website som Copyblogger. Det giver en række gratis email-kurser og e-bøger i f.eks. copywriting væk gratis og har derudover en af de bedste blogs om emnet i branchen. Dette bruger de til at opbygge et gældsforhold hos brugerne, som kan indfries ved salg af deres eget content marketing-orienterede CMS samt et lukket, betalt forum.

Krogen

”Krogen” er online marketings svar på at få et telefonnummer fra en potentiel partner, som du gerne vil på date med.

 Krogen handler om at vinde retten til at kommunikere med de potentielle kunder igen og igen – enten ved at få dem til at skrive sig op til jeres nyhedsbrev eller følge jer på de sociale medier. Fordelen her er, at I får flere forsøg til at konvertere, hvis det ikke 100% er kærlighed ved første blik, men der skal gøres kur lidt længere.

Men ligesom det kan være svært at få fat i et telefonnummer, hvis du ikke har noget at byde på, så vil de besøgende også godt have noget til gengæld, hvis de skal afgive deres email-adresse til jeres virksomhed.

Laver I saftigt content?

Her er der behov for en krog med en fed orm, som de besøgende kan bide på, og et saftigt stykke content kan være vejen frem. Mange tyer til konkurrencer for at få folks email-adresser, men udfordringen her er, om folk er mere interesserede i præmien end i jeres produkt.

Content kan derimod ligge så tæt op af jeres produkt og de problemer, som produktet løser, at der er større sandsynlighed for, at I får fat i leads, der rent faktisk kan konverteres til kunder.

Den gode guide, whitepaper eller videoserie gør underværker for at skaffe de permissions, der kan sætte gang i det langsigtede flirteri.         

Det informerede salg

Content marketing kan noget særligt i forhold til at klæde potentielle kunder på til at tage en købsbeslutning.

Udfordringen med konverteringsoptimering er, at I sjældent ved, hvor købsparate kunderne er, når de besøger jeres website, med mindre I benytter jer af marketing automation.

Men intelligent tilrettelagt content marketing kan sikre, at de besøgende som minimum har kunnet få svar på alle de spørgsmål, som de har haft i forbindelse med deres personlige kunderejse.

Content-kærlighedens faser

Fra den tidlige awareness-fase, hvor de er ude i de brede research-søgninger til decision-fasen, hvor det står imellem jeres produkt og nogle få konkurrenter for at slutte i purchase-fasen, hvor kunden skal føle sig tryg ved den endelige købsbeslutning.

Har I ikke content, der understøtter dette, øger I risikoen for, at jeres potentielle kunder også dater konkurrenterne og ender i et langvarigt forhold med en af dem i stedet for at forelske sig i jeres virksomhed.

Kickstart en kærlighedsaffære

Vil I gerne vide mere om, hvordan I bruger content til at øge konverteringsraten? Så kig på vores kursus i content marketing, der klæder jer på til at få en strategisk tilgang til området og byder på endnu flere teknikker til at bruge content til konvertering. 



Synes du dette indlæg var spændende?

Del det med dine venner på de sociale medier




Efterlad en kommentar


Hold dig opdateret

Få seneste nyt om indhold og events direkte i din indbakke