SEO FOR PODCASTS – 10 RÅD TIL AT VINDE FLERE LYTTERE

Podcast SEO – hvad er det, og hvorfor er det vigtigt?

Et fremadstormende medie med et utal af anvendelsesmuligheder
Podcast-markedet er én af de mest fremadstormende tendenser, vi ser i øjeblikket. Mere end 35 % af danskerne lytter ugentligt til podcast og i 2021 lå det samlede danske reklamesalg på 24 mio. kr., hvilket var en stigning på 61 % sammenlignet med året før.

De mange ressourcer, du har kastet i skabelsen af kvalitetsindhold til din podcast, kan – hvis udnyttet korrekt – blive en værdifuld indholdsmaskine, hvorfra lydmateriale kan transskriberes og omformateres til bl.a. blogindlæg og videoer, til brug på tværs af alle dine marketingaktiviteter. 

I dette indlæg viser IIH Nordic dig, hvilke #10 essentielle indsatsområder, der sikrer din podcast en prominent plads i Googles kongerige.

SEO for podcasts – kort forklaret
Podcast SEO bør være en vigtig del af din samlede podcast marketing, og er grundstenen i organisk synlighed – det gælder både i Google samt i diverse podcast apps og kanaler. Hemmeligheden bag en øget lytterskare ligger derfor i at få lavet et knivskarpt SEO-mæssigt grundarbejde, så din podcast er den første, der dukker op, når potentielle lyttere søger efter indhold som din podcast – eller episoder herfra, dækker.

I modsætning til traditionel søgemaskineoptimering foregår podcast SEO ikke kun på dit eget website, men skal indtænkes alle steder, hvor din podcast udgives, fx. Google podcast, Apple podcast, Shopify, og Youtube.

Google har siden 2019 gjort podcasts synlige og spilbare direkte i søgeresultatet. Fra oktober 2022 har techgiganten ydermere tilføjet nye målretningsmuligheder for lydannoncer til annoncører, der specifikt ønsker at ramme podcastlyttere. Noget tyder derfor på, at også Google ser et stort mainstream- og fremtidspotentiale i det omtalte lydmedie.  

#1 – Skab et website med landingssider til hver podcast-episode

Selvom din lytterskare formentlig har en foretrukken podcast app, bør din podcast have en hjemmebase på dit nuværende- eller et nyt website. Optimalt set bør du oprette en ny landingsside til hver podcast-episode, så du kan målrette præcist med søgeord til emnet. 

Søgeord
Ved SEO-optimering af din podcast ligger der først og fremmest et vigtigt analytisk arbejde forud for den eksekverende del. Det er i dette trin, du bygger fundamentet og analyserer dig frem til en søgeordsstrategi, der afdækker, hvilke søgeord hver enkelt episode bør findes på. Denne del er kritisk og har effekt på alt optimeringsarbejde herfra. Har du ikke selv kompetencerne, anbefales det derfor at konsultere en SEO-specialist, der kan assistere dig.

Essentielt indhold på websitet

  • Lav en fængende sidetitel og meta beskrivelse
  • Sørg for originalt, tekstuelt kvalitetsindhold til beskrivelse af hver episode
  • Fængende coverbillede
  • Brug struktureret data på hver episode med schema til podcasts.
  • Link episoderne internt til hinanden
  • Brug de vigtigste søgeord strategisk alle steder.

Opbyg engagement og loyalitet

  • Tydelig knap til tilmelding af e-mail notifikationer, når nye podcast-afsnit udkommer
  • Social “share”- og “follow”-knapper, så dine brugere nemt kan følge og dele podcasten
  • Vis en god trailer til hver podcast-episode
  • Promovér kommende podcast-episoder.

#2 – Lav podcast trailers

Du har meget få sekunder til at overbevise potentielle lyttere om din podcasts himmelråbende potentiale, før de flygter i utålmodighed eller interesse for konkurrenten. Skab derfor en attraktiv trailer til hver episode, så dine kommende lyttere kan få en forsmag på den store værdi, der tilkommer dem ved at engagere sig i din podcast. En trailer kan desuden bruges på et utal af platforme som led i en strategisk podcast-markedsføring. Nævn dine vigtigste episode-søgeord i traileren. Lav meget gerne traileren i videoformat også.

Spotify, som er én af de største og mest benyttede podcast-platforme, har lavet en guide med deres anbefalinger til, hvordan man laver en god podcast trailer. Se guiden her.

Kilde: https://www.dmjx.dk/aktuelt/viden/podcast-rapport-forretningsmodeller-og-fremtidsudsigter-det-danske-podcast-marked 

3# – Podcast SEO for kanal og episoder

Når du SEO-optimerer din podcast, skal du være opmærksom på, at både podcasten i helhed, samt de forskellige episoder, skal optimeres særskilt. 

Podcast som kanal

  1. Identificér dine vigtigste søgeord og nøgleudtryk, og hav in mente, at de ord du vælger, skal være i overensstemmelse med måden, hvorpå dine lyttere ville søge. Dit indhold skal derefter være det perfekte svar til søgningen. Det øger chancerne markant for, at de finder din kanal. Vælg ord baseret ud fra volumen, men endnu vigtigere – søgeintention. 
  2. Skab en fængende titel, der skiller sig ud, men som samtidig indeholder dit vigtigste søgeord.
  3. I podcast-beskrivelsen kan det betale sig at bruge lidt ekstra tid til finpudsning. Beskrivelsen skal være en opsummering af, hvad podcasten handler om, fortalt på en kort, konkret og dragende facon, og ja, du gættede det – her skal dine vigtige søgeord også indgå.

Podcast-episoder

De søgeord, du vælger, skal være unikke for hver episode og afspejle det specifikke indhold, også selvom alle episoder omhandler samme emne. Jo mere målrettede ord, du arbejder med, jo bredere bliver din rækkevidde af potentielle nye lyttere. Der vil altid være en forskel som fx en ny gæst, en ny vinkel eller noget tredje. Undgå derfor “søgeordskannibalisme” ved at forsøge og få flere episoder til at rangere på samme søgeord.

  1. På samme måde som du bør SEO-optimere titel og beskrivelse på din podcast, skal du gøre det samme på hver enkelt episode. 
  2. Sig dine vigtige søgeord højt i episode-afsnittet. Googles algoritmer kan forstå dem, selvom de er i lyd. Ved at nævne søgeordet et par gange samt skrive dem i titel og beskrivelse, vil det øge podcastens chance for at blive fundet af relevante brugere. Pas dog på med “keyword stuffing”. Du må ikke overdrive brugen af søgeord, brug dem naturligt.

#4 – Genbrug dit podcast-indhold til andre formater

En velproduceret podcast er sprængfyldt med kvalitetsindhold i form af relevant, informativt, underholdende og lærerigt materiale til din målgruppe. Indholdet er værdifuldt, og bør omsættes intelligent i andre sammenhænge og formater, som led i jeres podcast-markedsføring. Dette kan fx være som Youtube-video, til blogindlæg, white papers, mv. 

Transskriptioner og show notes
Selvom Google scanner lydfiler og laver sin egen transskribering af dine podcast-episoder, er Googles teknologi til at forstå og oversætte lyd ikke 100% i mål – endnu. 


De prominente (og ofte undervurderede) fordele ved at udnytte transskriptioner på websitet, samt gennemtænkte show notes til dine podcast episoder, skal ses ud fra både et brugervenligt såvel som et SEO- og generelt marketingsmæssigt perspektiv, der samlet styrker din online tilstedeværelse og tager din podcast til et helt nyt niveau.

Hvor transskriberet indhold er en direkte tekstversion af alt, der er sagt, er show notes en opsummering af en episode, der indeholder links til andre episoder, et overblik over de emner der blev dækket i episoden samt links til ressourcer, hvor dine lyttere kan få mere information eller gå direkte til dine sociale kanaler. Desuden er show notes en fantastisk mulighed for at promovere andre projekter eller bede lytterne om reviews. Både transskriptioner og show notes rummer et SEO-potentiale, hvorfor de ikke må ignoreres.

Særlige fordele ved transskriptioner

  • Folk med hørehandicap kan få glæde af din podcast
  • Transskriptioner af en podcast-episode på dit website giver landingssiden relevant tekstindhold, hvilket gør dit indhold mere tilgængeligt og er godt for SEO (du skal selvfølgelig behandle teksten og ikke bare kopiere ord-for-ord ind)
  • Lav et fedt blogindlæg eller nyhedsbrev. Inkludér episodens vigtigste søgeord, så du booster dine rankings i Google
  • Lav evt. også ebøger, whitepapers, guides eller andet.

Særlige fordele ved show notes

  • Episodenoter giver brugeren en slags referencedokument, som man kan se tilbage i, hvis man missede en del af afsnittet
  • Nem navigation til andre episoder
  • Links til vigtige ressourcer, kontaktoplysninger eller andet der er vigtigt for dine lyttere
  • Overtal nye (eller travle) brugere til at lytte
  • Du kan indsætte affiliate links, pas dog på ikke at ødelægge dine lytteres tillid med irrelevante links.

Det er en god idé at benytte en skabelon til dine show notes, så du sikrer vigtig information som fx dato, episodenummer og -navn, en kort og stærk introduktion, en kort biografi af gæster, timestamps – en liste med hovedemner og indsigter, en liste af relevante ressourcer og fx sociale medier. Indtænk også CTA´s, og hjælp lytternes klik lidt på vej.

#5 – Skab autoritet i Google med backlinks

Linkværdi fra refererende domæner, er et stort selvstændigt ben i SEO terminologi. Når andre websites indvilger i at linke til dit, demonstrerer det en form for blåstempling af indholdet overfor Google. Backlinks er derfor et essentielt fokusområde, når du vil skabe autoritet omkring din podcast eller website i søgemaskinerne.

En god linkbuilding-strategi kan hjælpe dig med at rangere højt i Google på konkurrenceprægede emner, som din podcast dækker. Jo mere “red ocean” du befinder dig i, jo mere fokus bør du formentligt overveje at lægge her.

En linkbuilding-strategi til en podcast kan eksempelvis inkludere:

  • Links fra anbefalinger og reviews
  • Du kan optræde som gæst i en andens podcast
  • Få udgivet en artikel om din podcast i et relevant medie.

#6 – Sørg for et hurtigt og mobilvenligt website

Googles fornemmeste opgave er at servere det bedst-matchende kvalitetsindhold til hver eneste søgning. Hvis du har et langsomt website, som er en evighed om at loade eller ikke fungerer 100% smertefrit på mobil, koster det dyre point på Googles kvalitets skala. 

Podcaster du om et særligt populært emne, hvor konkurrencen er høj, er det point, du under ingen omstændigheder har råd til at miste. Hyr en udvikler, der kan få styr på denne del.

#7 – Googles økosystem til podcasts

I 2019 offentliggjorde Google en ny opdatering, som gjorde podcasts tilgængelige direkte i søgeresultaterne. Denne opdatering gav mediet et markant hop i online synlighed, hvilket har bidraget betydeligt til det udbredte kendskab, som vi har i dag. 

Google Podcast
Google Podcast er en app, der gør det nemt for alle at udforske samt lytte til podcasts, og det er gratis for både lyttere og podcastere. For at ramme din målgruppe bør din podcast ligge på så mange relevante kanaler som muligt, og Google Podcast er selvfølgelig én af dem.

For at få din podcast listet i Google Podcast eller Google Play skal du overholde visse krav mht. bla. RSS-feed, lyd, billede og episoder.

Google Podcast Manager
Grundet podcast-gengrens voksende popularitet, valgte Google at udvikle en løsning specifikt til håndtering og distribuering af podcast-indhold for podcastere. Det er her, du registrerer og gør krav på ejerskabet over for Google (ved at claime RSS-feedet), og dette bør gøres, selv hvis din podcast allerede vises i søgemaskinen. 

Du vil via denne platform kunne administrere din podcast og få dybdegående data om dine brugeres engagement og vaner, og på baggrund af data træffe strategiske beslutninger.

For at få din podcast i Google Podcast appen skal du blot gå til Google Podcast Manager og oplade dit RSS-feed. Det er klaret på få minutter.

#8 – Her bør din podcast udgives

En podcast bør udgives i både Apple, Google, Spotify, men også på YouTube.
Disse er blandt de mest benyttede podcast apps i verden, så med dem tjekket af, er du rimelig home safe. 

Derudover bør du også overveje at få din podcast udgivet hos de næststørste kanaler. Når først din podcast er udgivet i Apple, vil den automatisk være at finde på de fleste andre podcast apps. Vi anbefaler dog alligevel, at du selv manuelt uploader dit RSS-feed til andre store podcast apps.

Her bør du altid udgive din podcast:

  • Apple
  • Shopify
  • Google
  • YouTube.

Overvej også:

  • Podimo 
  • Pocket Casts
  • Castbox 
  • Stitcher
  • Podcast addict.

#9 – Promover din podcast på sociale medier 

Hvilke sociale platforme, du bør lægge dine kræfter i, afhænger af, hvor din målgruppe befinder sig. Kan du kun overskue at forholde dig til to platforme frem for fem, så vælg altid at gå med kvalitet fremfor kvantitet. Et godt SoMe engagement fra dine podcast lyttere kan have en værdifuld afledt SEO-værdi. Podcast SEO finder ikke kun sted på dit website. Alle platforme og sociale medier har deres egen form for søgefunktion, hvorfor indkorporering af søgeord er alfa og omega. Husk også at linke fra de sociale medier til dit website.

3 letfordøjelige tips til dine SoMe-aktiviteter

  1. Krydspromovér på sociale medier, men sørg for, at den røde tråd er intakt. Tilpas dit indhold til det enkelte medie og ikke mindst din målgruppe.
  2. Skab delevenligt content på de sociale medier, der teaser for din podcast eller for kommende episoder. Her er en trailer eller udklip en rigtig god idé.
  3. En god SoMe-strategi kan give et positivt afkast på din SEO-indsats og synlighed. Brug kanalerne til at få folk til at engagere sig i dit website og skab på denne måde loyalitet.

Youtube
YouTube er ved at køre i stilling til at tilbyde en mere podcast-orienteret platform. Det Google-ejede YouTube er en af de mest betydningsfulde steder for lydindhold på nettet, hvorfor du selvfølgelig også skal satse på denne platform. Her er desuden en oplagt mulighed for at få din podcast ud i videoversion. 

For at SEO-optimere på YouTube skal du inkludere dine søgeord (som du fik identificeret tidligere) til individuelle episoder. Brug søgeord strategisk i videotitlen, filnavnet og beskrivelsen. Desuden kan du bruge søgeord i hashtags, og vælge en relevant videokategori samt tilpasse dit miniaturebillede. Inddrag også gerne undertekster til fordel for hørehæmmede. 

Alt dette øger chancen for, at Google forstår, hvad din video handler om, og dermed rangerer den højere i søgeresultaterne. Husk at linke tilbage til dit website.

Facebook og Instagram
I juni 2021 lancerede virksomheden en podcast-tjeneste på Facebook. Allerede året efter igangsatte den sociale mediegigant dog en nedlukning af initiativet. Grunden skyldes muligvis, at Apple og Spotify allerede dominerer markedet med et solidt fodfæste som podcast platforme. Det betyder, at også Soundbites og deres audio-hub blev udfaset.

Dette betyder dog ikke, at du skal undlade at promovere din podcast på Facebook. Der findes et utal af promoveringsmuligheder på de sociale medier, og du bør afprøve, hvad dine brugere responderer bedst på. Vigtigst af alt er at være aktiv og konstant inspirere dine potentielle lyttere i en grad, at de til sidst hastigt kaster sig ind på dine podcast-kanaler for at få mere.

Brug også dine identificerede søgeord på de sociale medier, når du promoverer dine episoder eller kommende episoder, så der etableres en rød tråd på tværs af din podcast-markedsføring. Du kan evt. afprøve om TikTok, LinkedIn og Twitter er sociale platforme, der kunne være relevante for dig at benytte.

#10 – Lovgivning

Dette afsnit handler knap så meget om podcast SEO, men mere om at sikre, at du som podcaster ikke kommer i karambolage med loven. Podcastere kan med fordel gøre sig bekendt med emner som:

  • Markedsføringsloven 
  • Ophavsrettigheder
  • Behandling af persondata
  • Pressenævn og medieansvar 
  • Sponsorer, reklamer og konkurrencer.

Afslutning

Podcasts er underholdende og engagerer dine brugere, måske endda i årevis, hvilket er brugeradfærd, som Google i høj grad sidestiller med kvalitet og relevans. Den optimale SEO-strategi er et ongoing arbejde, men ved at følgende rådene givet i dette indlæg, sikrer du et solidt grundarbejde, der vil tage din podcast langt.

SEO for podcast giver dig organisk synlighed. Glem dog ikke, at samspillet mellem SEO og betalt annoncering er et stærkt samarbejde, der kan tage din promovering til helt nye højder.  

IIH Nordic ønsker dig masser af succes med dit podcast SEO-arbejde.

Del nyheden!

Del på Linkedin
Del via email

Relaterede nyheder