Valgkampen er over os, og politikerne er både i mediernes og danskernes søgelys. Men hvad er det egentlig, folk gerne vil vide om kandidaterne, de kan stemme på d. 1. november?
Hos IIH Nordic har vi kigget nærmere på, hvad der bliver indtastet i søgefeltet på Google, når danskerne er nysgerrige på valgets største profiler. Og vi kan allerede nu afsløre, at det ikke er politikernes mærkesager, der får mest opmærksomhed på nettet.
Der tegner sig nemlig tre klare tendenser, når man zoomer ind på, hvad der optager danskerne og deres søgninger relateret til politikere. Lad os dykke ned i dem her.
Tendens #1 – Vi snager i politikernes privatliv
Når en politikers navn bliver indtastet i et søgefelt, er der stor chance for, navnet er ledsaget af ord som ‘kæreste’, ‘skilsmisse’, ‘børn’ eller ‘første kone’. Familie- og privatlivet er et af de mest gennemgående temaer, der dukker op, når man ser på relaterede søgninger.
Interessen for politikernes privatliv går på tværs af både køn og partier – og særligt kærester og ægtefæller er på vælgernes radar. Topscoreren er søgninger på ‘Dan Jørgensens kæreste’, hvilket formentlig hænger sammen med politikerens tidligere forhold til Katherine Diez.
Der er dog én politikers privatliv, der skiller sig en smule ud fra resten. Ser man på relaterede søgninger til Lars Løkke, er det hans boligsituation og hund, der er mest interesse for. Sidstnævnte kan måske skyldes, at Lars Løkkes hund har været i medierne flere gange. I 2021 løb hans hund Beauty væk, hvilket gav stor eksponering, da Lars Løkke udsendte en efterlysning på hunden på Facebook. Tidligere på året var der igen mediebevågenhed om hans hund, da Lars Løkke desværre måtte tage afsked med sin elskede Beauty.
Tendens #2 – Nøgne, kvindelige politikere hitter
Måske er denne tendens ikke den mest overraskende. Faktum er, at sex sælger, og det er helt tydeligt, at det også gælder, når snakken går på spidskandidater til folketingsvalget – i hvert fald hvis man ser på de kvindelige politikere.
En stor del af relaterede søgninger til de kvindelige spidskandidater går på at se dem nøgne, i bikini eller topløs. Denne tendens gælder samtlige af de største kvindelige profiler til folketingsvalget 2022.
Særligt løber højrefløjens topkandidater Pernille Vermund og Inger Støjberg med flest relaterede søgninger uden tøj på. Mette Frederiksen er også med i kapløbet, men her er det i samspil med ordet ‘badebold’, som for nogle måske vil fremkalde et billede af ældre dato med en letpåklædt Mette Frederiksen, og ja, en badebold.
Tendens #3 – Fokus er på politikernes udseende
Det er det indre, der tæller. Bare ikke når det kommer til, hvad vi helst vil vide om folketingskandidaterne. De indre værdier og holdninger er i hvert fald ikke det første, vi søger på, når vi vil være klogere på kandidaterne til folketingsvalget 2022.
I stedet er vi vilde med at finde frem til politikernes højde, deres frisurer, og hvordan de så ud som unge. Og så er danskerne meget interesserede i at finde ud af hemmeligheden bag blandt andet Søren Pape Poulsens og Inger Støjbergs vægttab.
Mange af de relaterede søgninger, der kredser om udseendet, er bundet op på kvindelige politikere, hvilket måske ikke er så overraskende, når man ser på den forrige tendens. Ikke desto mindre har Morten Messerschmidts hat fundet vej til adskillige søgninger blandt vælgerne – måske til inspiration om at sætte hatten, som man vil.
Sådan gjorde IIH Nordic:
Undersøgelsen er primært baseret på data fra google søgeforslag og søgemaskine-værktøjet ahrefs.com, der bl.a. indeholder tal og indsigter i, hvad danskerne søger på.
I ahrefs har vi brugt rapporten Keywords Explorer, hvor det er muligt at indtaste et søgeord og få tal på antal søgninger på dette – samt indsigter i, hvad der er af relaterede søgninger.
For f.eks. “Dan Jørgensen” er der dermed indsigter i antal månedlige søgninger på både denne frase – samt indsigt i relaterede søgninger og emner, f.eks. “Dan Jørgensen kæreste” og meget andet.
Dernæst har vi grupperet alle søgningerne relateret til hver kandidat for at få et samlet billede af interessen for hver kandidat.
Den største ulempe ved datakilden ift. denne undersøgelse er, at de nyeste tal er 2-3 måneder gamle. På grund af valgkampens relativt korte varighed siger tallene dermed primært noget om den generelle interesse forud for valget – og dermed ikke så meget om hvordan interessen ændrer sig i selve valgkampen.